Tiden nærmer sig med hastige skridt hvor vi skal til Whiskylive i London - det afholdes den 2. og 3. marts. I alt bliver vi en delegation på 6 mand, der tager af sted. Noget af det mere spændende på programmet er de annoncerede masterclasses. Deltagelse i en masterclass koster 12,50 pund, hvor du får mulighed for at smage noget helt ekstraordinært whisky. Vi har købt billetter til følgende masterclasses:

Classic Malts Special Releases 05/06

Formentlig bydes der på nye spændende aftapninger som Cardhu 1982, Convalmore 1977 og Brechin 1977 - som alle er kommet indenfor det sidste halve år. Special releases er afløseren for Rare Malts serien.

Whyte & Mackay - Wood seduction of aged malts

En masterclass med Whyte and Mackay er altid en interessant oplevelse. Foredragsholderen er som oftest den karismatiske Masterblender Richard Paterson. I denne masterclass præsenteres whisky der har lagret på Madeira, Cabernet Sauvignon, Limousin Oak og Palomino Fino.

Old Pultney - Spirited History

Egentlig havde jeg ikke så meget fidus til Old Pultney, men med deres yderst begrænsede udvalg af destilleri-aftapninger (12, 17 og 21 års) - må der være noget spændende i udsigt!

Glenfiddich Vintages from 30 to 50 years old
Nok den masterclass jeg ser mest frem til - se bare her hvad vi skal smage - "You will discover 5 single casks which have yet to be bottled (1955, 1958, 1966, 1973 and 1976) and a 30-year-old which has come straight out of a Marrying Tun"!

Der vil selvfølgelig komme en fyldestgørende rapport fra whiskylive når vi kommer hjem.
 

Additional information