Fredag den 23. februar 2007 afholdtes smagning i SREV-klubben. På smagning var 4 røgede whiskyer, der havde det til fælles at de ikke kom fra Islay. Her er lidt om de 4 smagte whiskyer:
Old Balantruan, 50%, destilleriaftapning
Strågul farve, Duft af flødekaramel og røg i baggrunden (minder lidt om Longrow). Noget mere røg i smagen, sprittet mangler fylde og kort eftersmag. Formentlig bedre end de almindelige aftapninger fra Tomintoul.
Isle Of Jura, 1999, 5 år, 60,6%, aftappet til The Whisky Exchange, destilleriaftapning
Flot farve fra et sherryfad, duften er meget fin mix af røg og sherry - rigtig behagelig duft. Smag af masser af røg, noget citrus og sherry - meget fyldig. Lidt i stil med Caol Ila når det er allerbedst. Aftenens bedste whisky, ingen tvivlt om det.
Ballechin, burgundy cask, 46%, the discovery series, destilleriaftapning
Farven har lid rødligt skær da den har lagret alle 3-4 år i Bourgogne vinfade. Duften er domineret af en meget kraftig røg, som fx. fra et lejrbål og nogen sødme. Smagen er ligeledes kraftig røget, men går hen i noget brændt gummi, der gør den til en speciel oplevelse. En del sødme og vinøse toner. Nok sjovere at smage end at drikke.
Benriach 21 år, Authenticus, 46%, destilleriaftapning
Flot gylden farve, duft af peber, røg og citrus - ikke ulig en Caol Ila eller Talisker. Smagen stadig domineret af denne her peber-smag, meget krydret og røg. Middellang eftersmag. Dette er en whisky der har været meget anmelderrost, den er god, men så fantastisk er den altså heller ikke. Stik mig hellere en Caol Ila med samme alder.

